Tæver er i gennemsnit drægtige i 63 dage. Efter 28-30 dage kan man scanne tæven med ultralyd for at konstatere, om hun er drægtig og samtidig skønne hvor mange hvalpe, der er. Ultralydsscanning er smertefri og ikke forbundet med nogen fare for hverken tæve eller hvalpe. Hvis tæven er drægtig, anbefales det at give den hvalpefoder ca. 3 uger inden forventet fødsel.
Fødslen
I dagene op til fødslen vil der komme mælk i brysterne, og nogle tæver begynder at bygge rede. Ca. et døgns tid inden fødslen kan man i nogle tilfælde måle, at tævens temperatur falder.
Selve fødslen starter med, at tæven bliver urolig, den ryster, vil ikke spise og kaster måske op. Denne fase varer typisk i 6-12 timer, dog i enkelte tilfælde i over et døgn.
Herefter begynder tæven at få presseveer. Der vil komme noget grønlig-sort flåd fra skeden, og hvalpen presses ud. Ved en normal fødsel vil den første hvalp typisk fødes inden for 1 time efter de første presseveer. Hvalpene fødes med 30-60 min. mellemrum, indtil den sidste hvalp er født. Efterbyrderne kommer ud efter fødslen af den enkelte hvalp eller samlet efter nogle hvalpe. Tæven æder ofte efterbyrderne.
VIGTIGT! Kontakt os, hvis
- tæven har presseveer i mere end 30 min., uden der fødes en hvalp.
- tæven har en hvileperiode uden veer mellem to hvalpe, som overstiger 3 timer.